How will I ever know

How will I ever know
How will I ever know, Den Frie udstillingsbygning, 2003
1/7

I de tidligste portrætter i fotografiets barndom, var der ikke tale om portrætfotografi i egentlig forstand, men snarere om "umiddelbare iagttagelser" af såvel mennesker som ting og fænomener. Man havde endnu ikke en forestilling om, hvad det ville sige at eje et fotografi af sig selv. Det, at "almindelige" mennesker blev portrætteret, var endnu ikke blevet en del af dagligdagen. Derfor virker de første fotografier af almindelige mennesker som antropologiske iagtagelser, og personerne selv virker ligefremme, måske lidt sky, men helt sikkert uden en forudindtaget holdning/mine. Det var i denne usædvanlige blanding af de portrætteredes ligefremhed og en fotografisk-teknisk proces (der endnu ikke var fuldt kontrolleret), at det, den tyske litteraturkritiker Walter Benjamin kaldte aura, opstod.

I Carina Johnsens nyeste værk "How will I ever Know" kan man også tale om en form for aura, dog er processen, om man så må sige, vendt på hovedet. Værket er en opfølgning på det stærkt nærværende og poetiske værk "Album" fra 2003, som bl.a. er blevet udstillet på Galleri Image i Århus.
Igennem en digital bearbejdning af gamle fotografier fundet på loppemarkeder og andre steder, har hun skabt et tidløst poetisk værk.

Værket består af seks portrætter, seks close-up af ansigter kraftigt forstørret og beskåret så tæt på ansigtet, at man ikke aner andet end det væsenligste. Hverken hår, tøj eller andet, udfra hvilket man kan klassebestemme et menneske, er synligt. Og dog forbliver det ikke anonyme portrætter. Forstørrelsen og beskæringen intensiverer oplevelsen af disse ansigter, de opsluger én, jo mere man kigger på dem. Øjnene ser på os, og man kan kun se tilbage, som var man hypnotiseret. Deres faktiske, historiske oprindelse er ligesom forsvundet helt, de befinder sig i en sfære, hvor tid og sted ikke er aktuel. Der er kun det essentielle tilbage, og det stiller beskueren over for muligheden af at tolke frit og relatere til egne oplevelser og erfaringer. At fotografierne har, gennem den digitale bearbejdning, fået et næsten udvisket udtryk i pastelle nuancer, så de er på nippet til at gå i et med væggen, de hænger på, forstærker kun følelsen af, at de befinder sig uden for tid og rum. Det er også her spørgsmålet om aura kommer ind. I dobbeltheden mellem det digitalt bearbejdede fotografi og personernes umiddelbare ansigter opstår den aura, som Benjamin talte om. Egentlig er det paradoksalt, at der her kan være tale om aura i nogle så bearbejdede og dermed kontrollerede fotografier. Her er intet jo umiddelbart overladt til de tilfældigheder, der skabte auraen, som i de gamle daguerreotypier. Og dog er det måske netop denne bearbejdning, der har skabt noget nyt og ukontrolleret. Noget helt unikt. Nemlig intensiteten og umiddelbarheden hvormed personerne fremstår på ny, helt frie for referencer til noget eller nogen i fortiden, men med reference til selve spørgsmålet om menneskets væren. 

Af cand.phil. Anne Aagaard Gaye

Source One Mind After Dark Transition Tumult Udsyn Rumlig 3 Rumlig 2 Rumlig 1 True Stories Mellemdækket Imellemtiden Album How will I ever know CV Kontakt